Portfolio Category: Keramiker

Dørklokken i galleriet ringer. Hun sidder i ler til op over ørerne på værkstedet. Hendes hænder former løs på en buttet dame i lettere løssluppen påklædning og positur.

Nelly tegner frække netstrømper med en træpind.

Hun lægger pinden, rejser sig fra bordet, hiver forklædet af og tørrer det sprukne ler af hænderne. Et stykke plast over damelårene, så de ikke tørrer for hurtigt, og hun går smilende ud i galleriet.

GALLERI BRUUNS HJØRNE. Fyldt med lækker brugskunstdesign, skabt i et gensidigt arbejds- og butiksfællesskab mellem Nelly og kollegaen keramiker Lene Hansen.

Begge fremstiller de keramisk kunst/ brugskunst i stærkt personligt design og har hver især skabt sig et navn herigennem. Det er den fælles kærlighed til leret, fed humor og total forskellighed, der er limen i deres fællesskab på Bruuns Hjørne.

Nellys signatur finder du overalt. I hendes service, hendes skulpturer og ikke mindst i raku-ginerne, som er hendes og Lenes første store og internationale fælles brand.

Overalt i galleriet har hun drysset sin legesyge humor. En høne på kjolen, en kaffekande som hat, fire næsehorn, der springer buk.

Hun giver dig hele Jens Hansens Bondegård til morgenkaffen. Køer, der smiler venligt, glade grisebasser og fnisende høns på servicet. Hun giver dig også lækre former og gennemført håndværk.

Nelly Gaskin er et unikt blandingsprodukt af sin designskole baggrund,

sin lune humor og sin evne til at forme og tegne i ler i helt egen streg:

Cartoon Ceramics by Nelly Gaskin.

Nelly Gaskin har haft sit eget velsælgende brand i mange år, men mødet med kollegaen Lene på et kunstnermarked for 18 år siden blev skelsættende for begge. Det begyndte i Lenes værksted i Flakkebjerg, begge var så fascinerede af den japanske brændingsmetode, raku, at de blev oppe hele natten, drak kaffe i spandevis og hylede af grin sammen, mens de lærte sig metoden.

Mellem Lenes cigarettåger og kaffen i blodet opstår ideen om at lave en lille gine-skulptur i raku. Det er her, de finder ud af at udnytte hinandens forcer. Lenes eminente drejeteknik, og Nellys finurlige figurer.

De tager på marked i Odense med de nye giner – uden en klink på lommen og sover i bilen den første nat. Næste dag sælger Nelly alle ginerne, mens Lene er henne og tisse. Inden de er hjemme, har de ramt forsiden af lokalavisen. Siden har de ramt lige ind i en skandinavisk boligtrend.

Nelly leger stadig med ler. På dit kaffebord, på en udsøgt plads i rummet. Ude eller inde.

Trods anerkendelser fra hele den kunstfaglige etat, er hun i et evigt skizofrent trip, hvor hendes faglige usikkerhed, der sidder som den onde fårekylling og hvisker hende ondt i ørerne, har lidt for megen taletid.

De gode kicks, den faglige sikkerhed, modspillet, bekræftelsen er modvægten. Det har hun sammen med Lene. Deres temperament kunne ikke være mere forskelligt. Lene er Nellys gode fårekylling på hendes anden skulder.

Det får de begge en masse kreativt ud af – det står på hylderne i galleriet.

Nelly mestrer leret, dets strukturer er en del af hendes faglige dna. Hun springer ikke over lave gærder. Der er altid gang i tekniske og kreative eksperimenter. Derfor er der stadig ofte skår i ovnen.

”Leret er min uendelige fortælling. Jeg løber ikke tør for ideer, så længe der er ler”, siger hun.

Lene er ikke kunstneren med de store armbevægelser. Hverken af krop eller sind. Hun har det bedst derude i sit værksted med varme fra ovnen, sine ting i proces på hylder og bræt omkring hende og lyden af drejeskiven. Omgivet af stengærder, løsgående fjerkræ, og 3-længet bindingsværksidyl.

Hun skænker kaffen op i e gammel kop uden hank. Der står noget nær en million flotte nye af slagsen omkring hende. Bagerens børn går altid sultne i seng.

Leret på skiven. Hun elsker det, og hun kan det til perfektion. Leret er levende. Lenes hænder arbejder. Hun bliver aldrig træt.

Metodisk arbejder hun sig altid frem mod en fast formel. Når hun føler, at den sidder i skabet, skaber hun en serie i klassisk design med stramme linjer og bevidste brud i de organisk former, hun løfter af drejeskiven.

Hun præger ofte leret med et mangfoldigt udvalg af redskaber og kan datere hele sin produktion, som en kyper kan datere sin vin. Hun ved, hvornår hendes hank på tekanden blev længere, hvornår der kom riller eller figur på låget.

De særlige påfund kommer oftest på værkstedet i Flakkebjerg. Det er her, hun har ro omkring sig til at afprøve nye flader, former, glasurer, brændingsmetoder.

Hendes hemmelige hylde med farveprøver er et lykkeligt farvetrip i sjove lerfrembringelser. Generelt ligger hendes glasurer i den blå/ grønne skala.

Hun påstår beskedent, at meget sker ved et rent tilfælde – og med lidt held.

En kombination af begge dele ser du bl.a. i hendes serie af skåle og fade med glasurer, der i fællesskab skaber egne effekter i hendes grafiske streg. Det samme sker i rakubrændingen.

Hendes rosenmønster markerer sig i dansk brugskunstdesign, og den fælles produktion af rakuginer med Nelly Gaskin er vokset støt siden starten af det samarbejde, ingen af dem ville undvære.

Den keramik, som Lene fremstiller, skal ikke bare være i orden – det skal også kunne sælges. Derfor går hendes samarbejde med Nelly også langt udover den fælles glæde for godt selskab. De er hinandens kvalitetsparametre og kalibreringsværktøjer, ligger gerne under for hinandens kritiske vurderinger, fordi det er et krav, de begge dyrker.

Lene siger, at det hele hænger sammen. De har investeret i deres fælles glæde, og at det er præcis det, de har til salg i butikken.

Hun siger også, at den dag latteren forstummer, og hænderne løber tør for glæde, vil hun gerne kunne sidde og vippe i en gyngestol på terrassen og sige til sig selv, at hun stoppede på toppen.

Link til artikel hos Sjællandske:
Keramiske istapper bidrager til julestemning

Udenfor Strandgade nr 9 sidder der en stor grøn keramikfrø på en piedestal. Den vogter indgangen til både privatbolig, værksted og butik hos keramikeren Cecilie Dige.

Og du behøver ikke kysse frøen for at blive inddraget i stemningen på hendes værksted. Her i de hyggelige rammer har leret den altdominerende fysiske rolle. Varmen kommer fra en brænding i gang, på hylderne står kopper, kander og fade i flere processtadier – nogle er ved at tørre, andre er færdigglaserede og venter på deres tur.

Store pakker med ler, drejeskiver i forskellige udgaver, værktøj og spande med vand.
Du er i pottemagerens hus, og som for at understrege atmosfæren er luften tyk af lerstøv.
Den kulisse Cecilie har elsket siden sin barndom i det nordjyske. Hendes vugge stod lige midt i hjemstedet for nogle af landets ypperste keramikere.
Hendes mor delte hus med én af dem. Værkstedet blev hendes foretrukne legeplads, og leret et uendeligt univers af muligheder.
I mesterlæren og på håndværkerskolen udviklede hun et varigt kærlighedsforhold til pottemagerkunsten som håndværksform. Cecilies hænder og hendes drejeskive har arbejdet sammen længe. Hvis du sætter kaffevand over og stikker hende en klump ler, har hun fyldt et bræt med kopper klar til tørring inden kaffen er løbet igennem.

Sammen forvandler de råt ler til lækker brugskunst. Undervejs tilføjer hun detaljer og afprøver nye metoder, ofte med et strejf af lun humor: en frø på et låg, en fingervenlig tallerkenkant eller helt nye påfund.

Et af de tidlige brands, hun rammer markedet med, er ”Regnbueservicet”.

Hun bruger 2 forskellige slags ler sammen, der i drejningen fremkalder en marmoreret profil og påfører så transparente glasurer i alle regnbuens farver.

Servicet er i dag et både kendt og anerkendt produkt indenfor dansk designkunst. Cecilies ting er mærket af hendes personlighed til mindste detalje.

Udover mand og børn er Cecilie også i fast kunstnerisk forhold med KIT kollegaen, Gitte Nurup. Gitte rykker ind i værkstedet på det helt rigtige tidspunkt.
Hun kommer som sendt fra himlen i 2013, da Skælskørs keramikere afholder byens første keramikfestival på havnen.
Cecilie fascineres af Gittes grafiske illustrationsteknik, Gitte er vild med Cecilies mod, energi og hendes humor. De to kunsthåndværkere slår arbejdspjalterne sammen.
Match made på havnen.

Deres første fælles projekt bliver relanceringen af et ikonisk symbol fra Danmark i 50´erne, ”Mågestellet”, hvor Gitte fritskraber motiver af hættemåger i Cecilies glasur. Med kærlig sans for humor og ekstrem sans for æstetiske linjer har de sammen genfortalt og relanceret et stilikon ind i et nutidigt brand.

Med samme reference til et stykke historisk dansk formdesign fulgte genfortolkningen af Margrethe-skålen, som selv Majestæten har et eksemplar af. Margreteskål-projektet er vokset langt ud over selve skålen, og Cecilie udvikler stadig nye dele til konceptet.

I makkerskabet med Gitte Nurup har Cecilie Dige fundet plads og frirum til at lege med en strøm af nye ideer.

Hun er æstetiker, grafiker, tegner og vild med arbejdsfællesskab og lun humor. Naturen i Skælskør er hendes overflødighedshorn af inspiration. Hun er der. Med kanoen, med ungerne, … alene på cyklen, eller i løbeskoene. Hendes faglige sparring henter hun i sit kunstnerfællesskab i KIT.

Blandt kollegerne på Harboes Vænge sprang hun for første gang ud som skulptør, og i dag er det det grafisk illustrative udtryk, hun arbejder med, og hun gør det ikke alene.  Hun er rykket ind i værkstedet på Strandgade hos kollegaen, Cecilie Dige.

Lige nu står der et helt bræt fyldt med færdigdrejede og begittede kaffekrus foran hende. Cecilie sidder lige bag hende og har gang i drejeskiven.

Teknikken er enkel. Det er Gittes grafiske streg, der står for forvandlingen.

Med en skalpel fritskraber hun motivet i den begitning, Cecilie har lagt på, og som nu er Gittes blanke ”papir”. Hun overfører sin helt personlige og fint forenklede form af naturen omkring os. Guldsmeden, mågen, blishønen, marguritten.

Pottemageren og den grafiske tegner. Tilsammen gør de hvert keramisk emne – hver kop, skål, tallerken –  til unika.

Match made in Heaven´s Art Department !

Deres fælles hang til den lune humor finder du bl.a. i ’Mågestellet’.

Her forvandler de – med dyb respekt for et ægte stilikon fra 50´erne, ’Mågestellet’ til et nyt brand, hvor netop Gittes kærlighed til mågerne som motiv bliver deres første fælles succes. Den følges hurtigt op med et alternativ til verdens overforbrug af plastik, da de relancerer Danmarks mest verdensberømte stykker brugsdesign i plastik, Margretheskålen.
Cecilie drejer og gengiver grundformen i ler. Gitte giver den sin egen version af Marguritten.
Selv Majestæten ejer et eksemplar af makkerparrets version.

Gitte har siden uddannelsen været tiltrukket af nye materialer og teknikker.
Det flade maleri er ikke nok. Hun vil gerne udforske kombinationen af flade og rum, og i Skælskør bliver mødet med billedhuggeren Benny Forsberg derfor en milepæl.
Benny er i færd med at samle lokale kunstnere i et fælles arbejdsværksted, og en dundrende varm sommerdag i 2013 rykker den villige flok ind i en rungende tom lagerhal på Harboes Vænge.
Med sig har Gitte sin gulvkavalet og en bunke ler.
Benny og kollegaen Henrik Troelsen har begge gang i deres gigantiske frembringelser i sten og metal. Gitte lader sig suge ind i deres tredimensionelle verden, som hun omsætter i sit eget valg af materiale. Leret.

Det er i disse kulisser, hun skaber sine første skulpturelle værker. Hendes verden af stramme linjer, presset til det yderste, og med knivskarpe brud mellem lys og flade. Hun er vild med de skarpe linjer, når lyset brydes lige der.

Og midt i denne stringente form finder du altid et glimt af hendes egen selvironiske humor, et brud med renheden i en detalje.

Ikke det trodsige, ’hovsa’, men det lyse og underfundige, der er så typisk Gitte.
Det er her Gitte for alvor bliver synkron mellem det hun er, og det hun laver. Her hun giver dig en bid af sig selv.

Gittes fortælling er de stramme linjer og de detaljerede motiver. Det er æstetikken, roen, og skønheden, tilsat lidt lun selvironisk humor, hun har på hylderne.
Hun vil skabe det smukke og give glæden i sin brugskunst.