Smykkedesigner & musikunderviser
“For mig er det at designe smykker en ventil for mit indre sprog. Det er mit univers og en del af mig. Alle mine smykker har været gennem mine hænder, og er meget personlige”
Lise Pilmann – smykkedesigner & musikunderviser
Lise Pilmann er en passioneret kunsthåndværker, der skaber håndlavede unika smykker, som afspejler hendes optimistiske og farverige personlighed. Hendes smykker er fulde af liv og glæde, præcis som hun selv er. Hvert smykke er et unikt kunstværk, formet af hendes kreative intuition og hendes evne til at fange stemninger og humør i sine designs. Lise arbejder ikke nødvendigvis i kollektioner, men lader sig inspirere af øjeblikkets farver, sæsonernes skiften og de stemninger, der præger hende i det kreative øjeblik.
Hendes idé til at designe smykker, udspringer af en holdning til, at smykker skal være tilgængelige for alle og ikke nødvendigvis koste en formue. For Lise handler det om, at hendes smykker skal kunne pynte og give glæde i hverdagen. Selvom hvert smykke er skabt
med omhu og personligt udtryk, er der tidspunkter – særligt i sommersæsonen, hvor hendes smykker sælger allermest – hvor der næsten går “fabrik” i hendes produktion. På disse
tidspunkter arbejder hun nærmest i døgndrift for at kunne følge med efterspørgslen og hendes mand må hjælpe til.
På den måde bærer Lises smykker en del af hendes eget liv og livsglæde med sig, hvilket gør dem til meget mere end blot smykker – de er små, farverige udtryk for Lises livsfilosofi og optimisme.
Udover smykkedesign balancerer Lise også sin kreativitet med musik. Hun er uddannet dansk- og musiklærer, og for hende er musikken på samme måde som smykkedesigns en ventil for kreativ udfoldelse og et udtryk for den hun er.
Lise finder glæde i at bruge genbrugsmaterialer og vintagefund, som hun også køber på rejser til steder som Paris. Hun sætter stor pris på at kunne mærke materialets kvalitet mellem hænderne og nyder at give nyt liv til gamle skatte.
Hun sælger sine smykker via Instagram og samarbejder primært med små, selvstændige butikker, hvor indehaverne deler hendes passion og ildsjæl. Det er vigtigt for Lise, at hendes smykker bliver solgt gennem butikker, der værdsætter det håndlavede og unikke, og hun leverer selv til disse butikker.
“Det er personligt for mig. Mine smykker, det er en lille del af mig og min passion. Det skinner også igennem måden jeg driver forretning på”