Billedhugger og bronzestøber
Henrik pusler på hjørnet på Harboes Vænge, her er der højt til loftet og de store tanker skabes. Blandt hans støberi, 3D printere og utallige modeller i både metaller og gips, udspringer nye idéer, nye metoder og Henrik betages og begejstres af at fordybe sig i nye processer.





Henrik Troelsen – billedhugger og bronzestøber
Tumlen med det grove værktøj, diamantsliberen og støbeformene er en lystbetinget arbejdsproces i skulpturarbejdet for Henrik Troelsen. Det er i det fysiske værkstedsarbejde udgangspunktet forvandles og modereres. Det færdige arbejde er i høj grad resultatet af de erfaringer, udfordringer og ideer der vækkes undervejs.
Værktøjets aftryk, mærker og slagretninger står ofte tilbage, ikke som en overset eller uundgåelig påvirkning, men rettere som et ønsket præg skabt af af hvert redskab der sætter sit spor på hans figurer.
Foruden arbejdet med de forskellige materialer og muligheder er Henrik i høj grad drevet af nysgerrighed og at opfinde nye processer og måder at arbejde på. Med et uigenkaldeligt opfindergen ser Henrik ikke en langsom og besværlig arbejdsproces som et problem, men øjner nærmere en mulighed for at opfinde en bedre metode. Mange af timerne brugt på værkstedet bliver brugt på at finjustere, forbedre og afprøve nye metoder. Det er i processen Henrik fordyber sig og der tegner sig et tydeligt billede på værkstedet, af en mand der altid er i bevægelse med sine projekter.
Det er med øje for håndværk og nye metoder Henrik lader sig hengive og for tiden er det grafisk arbejde og tryk som særligt optager ham.
Henriks valg af materiale spænder fra sten, jern og bronze til papir og litografiske tryk og figurer i nyprintet plast. Særligt det sidstnævnte er en passion og disciplin som Henrik har taget til sig i fællesskab med billedhuggeren Benny Forsberg. Sammen undersøger og opdager de 3D printerens avancerede anvendelsesmuligheder.
Henrik og Benny har som makkerpar også skabt Værk-Sted, der blandt andet tilbyder restaurering af skulpturer og bygningselementer.
I perioder fungerer Henrik som vejleder og lærer for kolleger, der arbejder på at greb om bronzestøberiets teknik og finesser.



