Keramiker
Udenfor Strandgade nr 9 sidder der en stor grøn keramikfrø på en piedestal. Den vogter indgangen til både privatbolig, værksted og butik hos keramikeren Cecilie Dige.





Cecilie Dige – keramiker
Og du behøver ikke kysse frøen for at blive inddraget i stemningen på hendes værksted. Her i de hyggelige rammer har leret den altdominerende fysiske rolle. Varmen kommer fra en brænding i gang, på hylderne står kopper, kander og fade i flere processtadier – nogle er ved at tørre, andre er færdigglaserede og venter på deres tur.
Store pakker med ler, drejeskiver i forskellige udgaver, værktøj og spande med vand.
Du er i pottemagerens hus, og som for at understrege atmosfæren er luften tyk af lerstøv.
Den kulisse Cecilie har elsket siden sin barndom i det nordjyske. Hendes vugge stod lige midt i hjemstedet for nogle af landets ypperste keramikere. Hendes mor delte hus med én af dem. Værkstedet blev hendes foretrukne legeplads, og leret et uendeligt univers af muligheder.
I mesterlæren og på håndværkerskolen udviklede hun et varigt kærlighedsforhold til pottemagerkunsten som håndværksform. Cecilies hænder og hendes drejeskive har arbejdet sammen længe. Hvis du sætter kaffevand over og stikker hende en klump ler, har hun fyldt et bræt med kopper klar til tørring inden kaffen er løbet igennem.
Et af de tidlige brands, hun rammer markedet med, er ”Regnbueservicet”. Hun bruger 2 forskellige slags ler sammen, der i drejningen fremkalder en marmoreret profil og påfører så transparente glasurer i alle regnbuens farver. Servicet er i dag et både kendt og anerkendt produkt indenfor dansk designkunst. Cecilies ting er mærket af hendes personlighed til mindste detalje.
Udover mand og børn er Cecilie også i fast kunstnerisk forhold med kollegaen, Gitte Nurup, som tidligere har været kunstner i KIT. Gitte rykker ind i værkstedet på det helt rigtige tidspunkt. Hun kommer som sendt fra himlen i 2013, da Skælskørs keramikere afholder byens første keramikfestival på havnen.
Cecilie fascineres af Gittes grafiske illustrationsteknik, Gitte er vild med Cecilies mod, energi og hendes humor. De to kunsthåndværkere slår arbejdspjalterne sammen. Match made på havnen.
I makkerskabet med Gitte Nurup har Cecilie Dige fundet plads og frirum til at lege med en strøm af nye ideer.



