Lizette Rosager

[lab_heading title=”Lizette Rosager”][/lab_heading]

ET ILLUSORISK SKÆR AF SOMMERBRISE i et værksted på Harboes Vænge.

Bag en dør i den store lagerhal har hun skabt sin egen hule af lettere euforiserende middelhavsstemning tilsat egne ”krydderier”.

Under ovenlyset blafrer hvide forhæng, der deler rummet og bryder lyset.

En selvbyggerhems er fyldt med store lærreder. Nedenunder står sofagruppen med hyggepuderne. Der er te på kanden. Friske morgenfruer fra haven omkring værkstedet.

Inventar og kunst af egen avl. Turkise nuancer,

Både i ånd og form møder du hende lige her. De gigantiske malerier, tryk og tegninger dominerer væggene.

Naturen udenfor er, hvad der fylder Lizette Rosager med skabertrang, og hun tager gerne fat i de store lærreder, når hun arbejder med at gengive den ud fra sin egen optik.

Og samtidig er det de små detaljer – ja, en nærmest mikroskopisk gengivelse af mønstre og former, der finder plads mellem de store flader i hendes billeder.

I hendes farveintense optik er det stenene, klipperne, urtidens goldhed i mødet med lyset og havet, det lysende blågrønne. Og detaljerne.

Lizettes valg af materialer og udtryksform illustrerer hendes spændvidde. Hendes kærlighed til lærreder og 2-dimensionelle udtryksformer er, hvad du møder på hendes værksted, men også opgaver udenfor rammerne og de trygge materialevalg giver hun sig i kast med. Derfor sagde hun bl.a. også sagt ja til at fremstille en gigantisk græshoppeskulptur i kobber. Den hænger i dag som byens kendte vartegn over en bro i Karrebæksminde.

Lizette Rosagers kunst er fremkommet af et opgør med den folkeskole, der aldrig evnede at fange det musiske pigebarn, som kom dumpende ind direkte fra Rudolf Steiners pædagogiske indlæringsmetoder. Læsning, skrivning og matematik var ikke, hvad der fristede, men hun havde andre evner, hun valgte at styrke i stedet. Kunsten.
Hun afslører i denne udfoldelse en nærmest autistisk evne til at memorere detaljer fra alt, hvad hun ser og hører. Hun siger selv, det handler om at være vågen og bruge sanserne. ”Se de mønstre, vi mennesker bærer rundt på, som er givet videre fra vores forfædre/mødre, gode som dårlige”, siger hun og fortsætter:
”De samme mønstre forekommer i naturen, bare i en fysisk form, der er genkendelig i forviklingerne i træernes grene, i tilfældige åre, linjer i en sten.
Det er dem, du finder i Lizettes billeder. Hun sætter optikken direkte mod parallellerne i vores og naturens fælles mønstre. Hun forsøger at afkode og fastholde gentagelserne i det, hun selv kaldet ”typiskheden”.

Når man ser hendes frembringelser, er det oplagt, at Lizettes er styret af rendyrket billedformidling.
Denne kommunikationsform er hendes dna.
Det er hendes rejse. Den hun endnu ikke kender endestationen på.
Mens lyset bryder rummet, fanger hun tiden og skænker teen.
Hendes hule.
Hendes kunst er hendes rum.

Lizette Rosager

Billedkunstner

Jan Hanzen

BILLEDKUNSTNER

Jan Hanzen

I 80´ernes punkrock føler teenageren Jan sig forstået som menneske og tiltrukket af den stærke mytologiske storytelling, der hænger om musikken og musikerne på den tid. Fra en uudtømmelig kilde af musikvideoer, kunstneriske pladecovere og den direkte adgang til medierne opstår en subkultur med sin egen kunstneriske udtryksform. Den taler direkte ind i ham og bliver skelsættende for den vej, han kunstnerisk bevæger sig.

portræt
"Helter Shelter" Beatles/ Manson - serie. (Akryl på Lærred)  2013.
Svane sang 2016
there She Is
Til lyden af industriel musik

Kulissen er et mashup af tysk/ amerikansk 80´er popart, hvor Jan blander foto med maleri og fortælling – ofte serier eller variationer over samme tema. Gerne store flader. Hans narrative værker indeholder fastfrysninger af historiske perioder og ikoner. De er bygget op i flere lag, hvor elementer med forskellige referencer lægges ind. Han er der også selv. Lige som Hitchcock er statist i sine gyserfilm, er Jans kolonihavelåge eller hans nye solbriller med på væggen.

Nedbrydning af grænser i kunstgenren er hans varemærke. Du kan ikke sætte ham i bås. Jo mere du udvider dine egne rammer, når du ser hans værker i det offentlige eller private rum, desto mere af ham får du med hjem. Med eller uden værk.

Jan er det sidste udkrads af 60´ernes diskurs, hvor børn og voksne var kreative sammen. Far stak ham sit spejlreflekskamera, når de var ude i naturen sammen. Far tog fine billeder af landskabet, mens Jan zoomede ind på hvert enkelt pixel og blev fænget af de tekniske detaljer, striber i billedet, flimren i striberne, et hår i hjørnet.
Han er også med, da Beatles skaber popkultur med kultstatus. Han sidder i den lokale biograf, ser deres s/h film, ”Help” og ”Hard Days Night”, og er kun opslugt af de fantasifulde filmiske virkemidler, der spiller op til teksterne.

Hvert billede indeholder en fortælling, sat sammen af trangen til at få hvert eneste delelement fra hans indre billede med i processen og den kommentar eller dialog, det samlede billedudtryk lægger op til.
Ofte har han et tema med gennemgående elementer, han arbejder efter. Hans seneste ”Visual Disorder” eller serien ”The four Horsemen” er fuldendte eksempler på hans evne til at skabe underfortællinger i selve fortællingen. Jan arbejder efter gehør. Han siger, det er som at leve i musikken uden at kende noderne.

Han blev optaget på akademiet i Odense efter at have knoklet med 12 store værker, men der var ikke flere malerier tilbage i ham, da det lykkedes. Så vendte han tilbage til fotografiet og fandt sin egen vej: Foto med flere lag i maleri og fortælling. Det har gjort ham til en publikumssucces, og efterspurgt i det offentlige rum.

I dag går han videre. I en samlet installation inddrager han hele rummet med effekter af lys, lyd og genstande. Under navnet ”March to a different offbeat” går han selv videre til næste offbeat.

Kraftwerk TEE
Depeche Mode CTA

Gitte Nurup

[lab_heading title=”Gitte Nurup”][/lab_heading]

Hun er æstetiker, grafiker, tegner og vild med arbejdsfællesskab og lun humor. Naturen i Skælskør er hendes overflødighedshorn af inspiration. Hun er der. Med kanoen, med ungerne, … alene på cyklen, eller i løbeskoene. Hendes faglige sparring henter hun i sit kunstnerfællesskab i KIT.

Blandt kollegerne på Harboes Vænge sprang hun for første gang ud som skulptør, og i dag er det det grafisk illustrative udtryk, hun arbejder med, og hun gør det ikke alene.  Hun er rykket ind i værkstedet på Strandgade hos kollegaen, Cecilie Dige.

Lige nu står der et helt bræt fyldt med færdigdrejede og begittede kaffekrus foran hende. Cecilie sidder lige bag hende og har gang i drejeskiven.

Teknikken er enkel. Det er Gittes grafiske streg, der står for forvandlingen.

Med en skalpel fritskraber hun motivet i den begitning, Cecilie har lagt på, og som nu er Gittes blanke ”papir”. Hun overfører sin helt personlige og fint forenklede form af naturen omkring os. Guldsmeden, mågen, blishønen, marguritten.

Pottemageren og den grafiske tegner. Tilsammen gør de hvert keramisk emne – hver kop, skål, tallerken –  til unika.

Match made in Heaven´s Art Department !

Deres fælles hang til den lune humor finder du bl.a. i ’Mågestellet’.

Her forvandler de – med dyb respekt for et ægte stilikon fra 50´erne, ’Mågestellet’ til et nyt brand, hvor netop Gittes kærlighed til mågerne som motiv bliver deres første fælles succes. Den følges hurtigt op med et alternativ til verdens overforbrug af plastik, da de relancerer Danmarks mest verdensberømte stykker brugsdesign i plastik, Margretheskålen.
Cecilie drejer og gengiver grundformen i ler. Gitte giver den sin egen version af Marguritten.
Selv Majestæten ejer et eksemplar af makkerparrets version.

Gitte har siden uddannelsen været tiltrukket af nye materialer og teknikker.
Det flade maleri er ikke nok. Hun vil gerne udforske kombinationen af flade og rum, og i Skælskør bliver mødet med billedhuggeren Benny Forsberg derfor en milepæl.
Benny er i færd med at samle lokale kunstnere i et fælles arbejdsværksted, og en dundrende varm sommerdag i 2013 rykker den villige flok ind i en rungende tom lagerhal på Harboes Vænge.
Med sig har Gitte sin gulvkavalet og en bunke ler.
Benny og kollegaen Henrik Troelsen har begge gang i deres gigantiske frembringelser i sten og metal. Gitte lader sig suge ind i deres tredimensionelle verden, som hun omsætter i sit eget valg af materiale. Leret.

Det er i disse kulisser, hun skaber sine første skulpturelle værker. Hendes verden af stramme linjer, presset til det yderste, og med knivskarpe brud mellem lys og flade. Hun er vild med de skarpe linjer, når lyset brydes lige der.

Og midt i denne stringente form finder du altid et glimt af hendes egen selvironiske humor, et brud med renheden i en detalje.

Ikke det trodsige, ’hovsa’, men det lyse og underfundige, der er så typisk Gitte.
Det er her Gitte for alvor bliver synkron mellem det hun er, og det hun laver. Her hun giver dig en bid af sig selv.

Gittes fortælling er de stramme linjer og de detaljerede motiver. Det er æstetikken, roen, og skønheden, tilsat lidt lun selvironisk humor, hun har på hylderne.
Hun vil skabe det smukke og give glæden i sin brugskunst.

Gitte Nurup
Keramisk formgiver

Kontakt på mobil nr: 24826286

Benny Forsberg Jensen

[lab_heading title=”Benny Forsberg Jensen”][/lab_heading]

Støvet danser i lyset i det gigantiske arbejdsrum på Harboes Vænge, hvor Benny Forsberg Jensen i bogstaveligste forstand kommer til fysisk udtryk i sit magnum univers.

Hans værksted er fyldt med arbejder i forskellige stadier. På væggene hænger tidligere 3D skulpturer i akryl, …Dækket af et fint lag granitstøv, har de stadig gang i skyggespillet på væggene. Midt i rummet står tonstunge sten. På gulvet ligger stenhuggerens værktøjer. Bor hammer, mejsel…. Tegninger spredt overalt.

Hans drive er den 3-dimensionelle verden. Hans afsæt er Fibonacis talrække udsat for bl.a. lazer & print, og omsat i sten, aluminium, bronze & akryl.

Når Benny arbejder, er det kontakten med det uforudsigelige, ikke at kende vejen til færdigt værk, der driver ham.

”Jeg har brug for at satse. Brug for at tvinges til at gå andre veje, når jeg sætter mejslen i stenen, og den ikke brydes, som jeg havde planlagt det. Jeg har brug for tid og plads til at gå nye veje”

Benny Forsberg tager kunderne med i sine satsninger. Hans skitser er kun ca. 20% færdige, når de ser dem første gang. Resten er et anliggende mellem deres tillid og Bennys hjerne, der til gengæld er mindst lige så optaget af hvor hans værker skal stå, som hvordan de skal se ud. For Benny er det en helhed. Det er samspillet mellem omgivelserne og hans arbejde, der tænder ham, og når du møder hans kunst i det udendørs landskab, spiller den altid sammen med omgivelserne, uden at overdøve dem.

I det indendørs rum påvirkes hans 3D værker samtidig af lysets brydning, kaster lange skygger i rummet, og tilføjer dermed en fjerde, nærmest magisk dimension.

Benny sidder på gulvet og ser sig omkring. Han har holdt pause, vi har talt så længe at støvet har lagt sig.

Det er her på Harboes Vænge, han lader sig rive med, og dyrker de lange deadlines med plads til sporskift.

På overfladen af en stor granitblok bliver en 3D tegning pludselig synlig, da en solstråle finder vej fra rummets ovenlysvindue.

Work as it happens !

Benny Forsberg Jensen
Billedhugger

www.bennyforsberg.dk

Lars Kristian Sørensen

[lab_heading title=”Lars Kristian Sørensen”][/lab_heading]

Mennesket…musikken…metamorfoserne

Lars Kristian Sørensen er eneste medlem af KIT, der ikke producerer for øjet, men for øret.

Alene med sin guitar fylder han rummet. Kirken, koncerthuset, den intime cafe, eller parken. Lars skifter ham med sin scene, med sin musik og med sit publikum, og han performer på størstedelen af paletten.
Hans hjem er en fysisk symfoni. Instrumenterne er en del af ”det faste møblement”. Her dufter af kaffe. På væggene musikplakater, fotos og frembringelser fra to elskede døtre, der udgør hans øvrige kulisse i hverdagens Skælskør.
Nodeark med rander fra en kaffekop, sangtekster, musiklitteratur, en blokfløjte, noterne til næste korprøve, og PC´en med indspilningsværktøjet er spisebordets sammenfattede version af mennesket, der bor her.

Lars Kristian lever og ånder for musikken og sangen.
Når han ikke optræder, underviser han. Hans kor er anerkendt vidt omkring, hans guitarundervisning efterspurgt, og han har et varieret repertoire at byde ind med. Han er vokset op i et hjem hvor musikken fyldte fra kælder til loft.
En far der var klassisk konservatorieuddannet, og en mor der gav ham sang med modermælken, og meldte ham ind i Slagelse Garden, da han var gammel nok til at blive optaget.
Dertil føjet en ungdom med social indignation, Røde Mor, Stones og Johnny Cash. Han startede med trommerne, gik over til sax´ en, og endte med guitaren fordi der, ifølge ham selv, var mere flere lækre damer i at spille guitar, end i de andre instrumenter.

Siden er den 6-strengede blevet hans faste følgesvend. Publikum og kor er Lars Kristians univers. De er hans daglige drug, og hans smør på brødet.
Det er omgivelserne, der, sammen med ham, trækker hver performance i en opadgående spiral. Målet er oplevelser med højst mulig langtidsholdbarhed. Hvor alle er med, gribes og engageres. Gerne så taget letter. For Lars er musikken – på scenen eller i undervisningen – drevet af en symbiose, hvor alle får optimal næringsværdi ud af samværet.
I far – rollen, …blandt vennerne, eller når du møder ham i byen, er han den stille og smilende fyr med hestehalen og guitarkassen. Når han åbner kassen er han entertainer.
Og du er med.

Lars Kristian Sørensen
Musiker