Hun er æstetiker, grafiker, tegner og vild med arbejdsfællesskab og lun humor. Naturen i Skælskør er hendes overflødighedshorn af inspiration. Hun er der. Med kanoen, med ungerne, … alene på cyklen, eller i løbeskoene. Hendes faglige sparring henter hun i sit kunstnerfællesskab i KIT.

Blandt kollegerne på Harboes Vænge sprang hun for første gang ud som skulptør, og i dag er det det grafisk illustrative udtryk, hun arbejder med, og hun gør det ikke alene.  Hun er rykket ind i værkstedet på Strandgade hos kollegaen, Cecilie Dige.

Lige nu står der et helt bræt fyldt med færdigdrejede og begittede kaffekrus foran hende. Cecilie sidder lige bag hende og har gang i drejeskiven.

Teknikken er enkel. Det er Gittes grafiske streg, der står for forvandlingen.

Med en skalpel fritskraber hun motivet i den begitning, Cecilie har lagt på, og som nu er Gittes blanke ”papir”. Hun overfører sin helt personlige og fint forenklede form af naturen omkring os. Guldsmeden, mågen, blishønen, marguritten.

Pottemageren og den grafiske tegner. Tilsammen gør de hvert keramisk emne – hver kop, skål, tallerken –  til unika.

Match made in Heaven´s Art Department !

Deres fælles hang til den lune humor finder du bl.a. i ’Mågestellet’.

Her forvandler de – med dyb respekt for et ægte stilikon fra 50´erne, ’Mågestellet’ til et nyt brand, hvor netop Gittes kærlighed til mågerne som motiv bliver deres første fælles succes. Den følges hurtigt op med et alternativ til verdens overforbrug af plastik, da de relancerer Danmarks mest verdensberømte stykker brugsdesign i plastik, Margretheskålen.
Cecilie drejer og gengiver grundformen i ler. Gitte giver den sin egen version af Marguritten.
Selv Majestæten ejer et eksemplar af makkerparrets version.

Gitte har siden uddannelsen været tiltrukket af nye materialer og teknikker.
Det flade maleri er ikke nok. Hun vil gerne udforske kombinationen af flade og rum, og i Skælskør bliver mødet med billedhuggeren Benny Forsberg derfor en milepæl.
Benny er i færd med at samle lokale kunstnere i et fælles arbejdsværksted, og en dundrende varm sommerdag i 2013 rykker den villige flok ind i en rungende tom lagerhal på Harboes Vænge.
Med sig har Gitte sin gulvkavalet og en bunke ler.
Benny og kollegaen Henrik Troelsen har begge gang i deres gigantiske frembringelser i sten og metal. Gitte lader sig suge ind i deres tredimensionelle verden, som hun omsætter i sit eget valg af materiale. Leret.

Det er i disse kulisser, hun skaber sine første skulpturelle værker. Hendes verden af stramme linjer, presset til det yderste, og med knivskarpe brud mellem lys og flade. Hun er vild med de skarpe linjer, når lyset brydes lige der.

Og midt i denne stringente form finder du altid et glimt af hendes egen selvironiske humor, et brud med renheden i en detalje.

Ikke det trodsige, ’hovsa’, men det lyse og underfundige, der er så typisk Gitte.
Det er her Gitte for alvor bliver synkron mellem det hun er, og det hun laver. Her hun giver dig en bid af sig selv.

Gittes fortælling er de stramme linjer og de detaljerede motiver. Det er æstetikken, roen, og skønheden, tilsat lidt lun selvironisk humor, hun har på hylderne.
Hun vil skabe det smukke og give glæden i sin brugskunst.