Ditte Hvas

[lab_heading title=”Ditte Hvas”][/lab_heading]

DITTE HVAS. GLASFORMGIVER

Dittes fascination af glas stammer fra barndommen ved Thyborøn, hvor hun gik på opdagelse på stranden og samlede små glasstykker og sten med kvartskrystaller.

Når de lå der i sandet og glimtede i solens reflekser, måtte hun bare have dem med hjem til hendes samling.

I dag arbejder Ditte professionelt i eget glasværksted i KIT fællesskabet på Bruuns Hjørne i Skælskør.

I hendes vinduer står skulpturer af glas i nærmest krystallinsk form og eksistens. Når solen er på, fanger de strålerne og fordeler dem som et evigt blinkende fyrværkeri over rummets vægge.

Fascinationen af glas er blevet omsat til Dittes eget kunstneriske udtryksform og univers.

Hun er fagligt bredt funderet i faget, –  gennem uddannelse på Kunstakademiets designskole på Bornholm.

Det er ofte lysets spil i glasset, der er hendes omdrejningspunkt når hun kaster sig ud i sit arbejde. Men selv om glasset mest karakteristiske kvalitet er transparens, er Ditte lige så fascineret af glassets evne til at imitere andre materialer eller noget ubekendt.

Ditte arbejder især med teknikken Pâte de verre –  en af verdens ældste glasfremstillingsteknikker. Pâte de verre er pasta af glas; større eller mindre korn eller pulver fra knust glas – tilsat farve.

Metoden stammer fra de gamle ægyptere godt 1500 år før vores tidsregning, og den får en fortjent renæssance i den franske Art Nouveau periode fra 1890-1910. De stærke farver med en helt speciel silkeagtig overflade hitter i både brugskunst og arkitektur.

Ditte Hvas
Glasformgiver

Ditte har gang i en brænding. Hun er ofte henne og linde på lågen til ovnen.

Udfordringen for glaskunstnere der arbejder med pâte de verre ligger i høj grad i brændingen, der kræver en konstant styring af temperaturen.

På den ene side kræver pastaen høj varme før de små korn smelter sammen til et holdbart objekt.  På den anden side må den ikke blive så flydende, at objektet mister den tintænkte form – eller de krystallinske effekter går tabt.

Ditte ved hvad hun gerne vil frem til. Ofte er der er en risiko ved brændingen, men samtidig er det også en spændende proces i værkets tilblivelse.

Ditte er inspireret af naturens former. Ofte har hendes værker et skrøbeligt udtryk, men de er både stærke og holdbare. Hullerne i hendes skulpturer bidrager til både lethed og skrøbelighed og manipulerer perfekt med lysets spil i krystallerne.

Nogle værker er opstået ved at kigge på naturens mikroformer og processer, og forstørre og oversætte dem i glassets formsprog, så der på den måde opstår en ny betydning.

Der findes ikke mange udøvende glaskunstnere i metoden Pâte de verre, og heller ikke alverden af lærebøger, så hun har ofte måttet føle sig frem. Gennem internationalt samarbejde med andre udøvende pâte de verre kunstnere fra bl.a. USA og Japan, henter hun inspiration, erfaring og nye færdigheder.

Film der viser teknikken bag pâte de verre: https://www.youtube.com/watch?v=ivTt2Uc6zew

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.