Smykkedesigner
Både som smykkekunstner og som arkitekt in spe, udfordrer hun sin vanetænkning, men hendes fascination af det detaljeprægede indhold, der skaber rolige overflader, har hun holdt fast ved. Thea holder til på Harboes Vænge, i kunstneriske omgivelser.





Thea Meling – smykkekunstner
Bag en skillevæg i ”vandrehallen” på Harboes Vænge sidder to af husets brugere med hovederne stukket sammen over en fælles skærm. Det er Thea, der styrer processen. Ved et klik fyldes skærmen med et digitalt re-design af en temmelig forfalden fabrik i England. Designerbordets matsorte overflade er kun glimtvis synlig – det flyder med 3D prints, skitsetegninger, notater, farveprøver, linjepapirblokke og store plader i forskellige byggematerialer
Som på et lydløst signal retter de sig begge op, læner sig tilbage og rækker ud efter hver sin cigaretpakke. Thea er hurtigst. Hun har siddet det meste af natten og knoklet, og nu skal hun vise, hvad hun har lavet. Smykkekunstneren, Thea Louise Meling, er gået i lære som arkitekt. Hendes læremester, Knud Kapper, har sluppet hende løs i hendes geometriske formler. Den triste fabrik skal forvandles til virksomhedsdomicil, der godt tør vise, at de er fremme i skoene. Thea klikker igen. Foran dem et køkkendesign med buede elementer, der svæver i rummet. Design by Meling.
Som ung havde hun en lettere mani med at lægge ting på plads ved at skabe lige linjer mellem genstandene. Vennerne drillede, og Thea besluttede sig i trods for at tøjle det. En trods der kom hende til gode, fordi den fik hende til at se nye former, bruge utraditionelle materialer og finde andre veje. Både som smykkekunstner og som arkitekt in spe, udfordrer hun sin vanetænkning, men hendes fascination af det detaljeprægede indhold, der skaber rolige overflader, har hun holdt fast ved.
Det er som om hun er udstyret med en ekstra zoomlinse, når hun genbruger eller finder nye anvendelsesformer i det, der fanger hendes skarpe øjne. I hendes smykkeserie af filigran går hun linen ud. Man skal nærmest have en lup for at opnå den totale nydelse og anerkendelse af hendes små mesterværker. Smøgerne brænder op af sig selv. Thea blev igen opslugt af en detalje, og Knud har vendt blikket mod væggen, hvor der hænger prints af detaljer i alle afskygninger.
Ny facade af metal, der ruster, isat kæmpe rektangulære vinduer i hældningsgrader, der giver både lysindfald i overvældende, mængder, og hælder, så de ikke skaber overvarme i rummet. Alle indvendige elementer er hævet fra gulvet. Her er ingen skarpe kanter på overfladerne. Små detaljer, der tilsammen skaber en helhed, hvor det tydeligt fremgår, at Thea har sat sit personlige præg på et stykke af fremtidens bygningsarkitektur. Sansen for æstetik deler hun med Knud. Det er heller ikke ligefrem materialer fra byggemarkedets tilbudsafdeling, der præger deres smag. Hendes søgen efter at skabe orden i det kaos af elementer, der skal indgå i det færdige resultat, er det, der driver hende frem.
I Theas verden er det samme grundtanke og arbejdsmønster, hun performer på, uanset om det er et armbånd eller et amfiteater, hun giver sig i kast med. Drømmen om arkitekturen har hun haft hele tiden. Hun har i forvejen en uddannelse som bygningskonstruktør, og derfor er hun heller ikke selv overrasket over, at hun lod sig rive med ind i Knuds verden, da de begge rykkede ind i KIT´s lokaler.



