Billedkunstner
“Tidligere har jeg flittigt brugt provokationen som et virkemiddel i min kunst, og jeg har oplevet at få mine værker stemplet som “blasfemisk kunst” samt at få bortcensureret et værk fra en udstilling. Jeg har dog ikke længere så stort et behov for at “råbe højt” med min kunst, idet jeg med alderen har erfaret, at en stille hvisken ofte trænger længere ind.”





Mimi udtrykker sig primært i oliemaleri og skulptur. For hende er billedkunsten et nonverbalt sprog, hvormed hun formidler tanker og budskaber, som kredser omkring forskellige forhold ved det at være menneske.
I mange år havde Mimis kunst fokus på relationer – mellemmenneskelige såvel som individets relation til sig selv – psykologiske processer og temaer som angst, ensomhed, kærlighed og seksualitet.
Efter syv år med bopæl og virke i Berlin har hun, siden sin hjemkomst i 2021, rettet opmærksomheden mod et større globalt perspektiv og er nu optaget af at undersøge, hvordan hun med kunsten kan give sit besyv med i klimadebatten samt diskutere, hvilken betydning skønhed har i en tid med alvorlige verdensomspændende problemstillinger. Således indeholder Mimis værker en stor alvor, men samtidig også megen humor.
Mimi har et langt CV, som viser en omfattende produktion, der ikke bare omfatter en lang række både censurerede som u-censurerede udstillinger, men også viser bredden af hendes virke gennem mangeartede tekst- og illustrationsopgaver som fx plakater, internetsider og børnebøger.