Lene Hansen

Keramiker

Hun lægger leret på skiven. Hun elsker det, fordi hun kan det til perfektion, og det derfor, hver gang, udelukkende er op til hende selv at forædle teknikken, og tænke nyt. Leret er levende. Lenes hænder arbejder. Hun bliver aldrig træt.

20180209_145841
IMG_4204
IMG_2533
Lene1
lene5

Lene Hansen – keramiker

Du møder hende oftest i galleriet, butikken og værkstedet på Bruuns Hjørne i Skælskør, hvor hun er i kreativt KIT fællesskab med kollegaen, Nelly Gaskin. Men vil du lidt ind under huden på den nysgerrige opfinderpige bag de æstetiske former, de magiske glasurer og de unikke detaljer, skal du en tur på landet. Med stengærder, løsgående fjerkræ, og 3-længet bindingsværksidyl. Kombineret privatbolig og værksted. Lenes Hood. Hun kalder det sit eksperimentarium.

I hverdagen på Bruuns Hjørne er der efterspørgsel og travlhed. Lene og Nelly har tilsammen udviklet salgsstærke brands, så her er det kollegial sparring, fælles humor, fejlfri produktion, og glade kunder hun dyrker. Lene Hansen er ikke kunstneren med de store armbevægelser. Hverken af krop eller sind. Hun har det bedst derude i sit værksted med varme fra ovnen, sine ting i proces på hylder og bræt omkring hende og lyden af drejeskiven. Hun skænker kaffen op i et bæger uden hank…Der står noget nær en million flotte af slagsen omkring hende. Bagerens børn går altid sultne i seng ….

Hun lægger leret på skiven. Hun elsker det, fordi hun kan det til perfektion, og det derfor, hver gang, udelukkende er op til hende selv at forædle teknikken, og tænke nyt. Leret er levende. Lenes hænder arbejder. Hun bliver aldrig træt. Metodisk arbejder hun sig altid frem mod en fast formel. Når hun føler at den sidder i skabet, skaber hun en serie i klassisk design med stramme linjer og bevidste brud i de organisk former, hun løfter af drejeskiven.

Hun præger ofte leret med et mangfoldigt udvalg af redskaber, og hun kan datere hele sin produktion som en kyper kan datere sin vin. Hun ved hvornår hendes hank på tekanden blev længere, hvornår der kom riller eller figur på låget.

De særlige påfund kommer oftest på værkstedet i Flakkebjerg. Det er her hun har ro omkring sig til at afprøve nye flader, former, glasurer, nye brændingsmetoder…. Hendes hemmelige hylde med farveprøver er lykkeligt farvetrip i sjove lerfrembringelser. Generelt ligger hendes glasurer i den blå/ grønne skala. Hun påstår ubeskedent at meget sker ved et rent tilfælde …og med lidt held.

En kombination af begge dele, ser du bl.a. i hendes serie af skåle og fade med glasurer, der i fællesskab skaber kemiske effekter i hendes grafiske streg. Hun anvender den også i  raku metoden. Hendesrosenmønster markerer sig i dansk brugskunstdesign, og den fælles produktion af rakuginer med Gaskin er vokset støt siden starten af det samarbejde ingen af dem ville undvære.

Hverken Nelly eller Lene har arbejde ved siden af. Det de laver, skal ikke bare være totalt i orden – det skal også kunne sælges. Derfor går deres samarbejde også langt udover den fælles glæde for godt selskab. De er hinandens kvalitetsparametre, og kalibreringsværktøjer, ligger gerne under for hinandens kritiske vurderinger, fordi det er et krav de begge er fælles om at dyrke. Lene siger at det hele hænger sammen. De har investeret i deres fælles glæde, og at det er præcis det, de har til salg i butikken. Hun siger også at den dag latteren forstummer, og hænder løber tør for glæde, vil hun gerne kunne sidde og vippe i en gyngestol på terrassen, og sige til sig selv at hun stoppede på toppen.

lene4
Lene2
Lene3
lene2