Skælskør er en gammel Købstad, hvor handel og håndværk og fiskeri gennem flere hundrede år har hørt til  bylivets basale gøremål. Byen ligger, hvor fjord og nor mødes - med havnen midt i byen og to broer, der binder de to gamle bydele sammen.  Byen er velbevaret med mange gamle huse og gårde og en smuk handelsgade, hvorfra passager fører op til dagligvaretorvet.  Det smukke bymiljø og den høje grad af uspoleret autenticitet får mange turister til at lægge vejen indenom Skælskør.

 Byen har kun 6000 indbyggere, men der er rigtig mange kulturelle institutioner. Biografen Kosmorama, Galleri Købmandsgården, Borreby Teater, Det Røde Pakhus,  Skælskør Kunstforening, Kulturel folkefest - en årligt tilbagevendende stor begivenhed.

Af helt særlig interesse for kunstnerlavet KIT og andre kunst- og kulturinteresserede er Internationalt keramisk Center, Guldagergaard, som har arbejdende kunstnere fra hele verden, hvilket i kunstnerisk sammenhæng bidrager til oplevelser, inspiration og debatter på et højt plan.